Fodbold serie 2. Gug – Biersted 4 – 4
Fredag den 19. august spillede Biersted sin første kamp i serie 2 efter oprykningen i juni måned.
Kampen på Gug stadion blev både nervepirrende og højdramatisk. Under opvarmningen blev Biersted pålagt at skifte spilletrøje, idet dommeren vurderede, at Gugs blå og rød stribede trøjer ville være for sammenfaldende med Biersteds blå spilletrøjer. Assistenttræner Tejs Rytter lånte et sæt gule spilletrøjer, så da Biersted gik på banen lignede holdet Brøndby til forveksling.
På billedet ses glade Biersted spillere efter det uafgjorte resultat. Fra venstre: Lars Elsberg, Jakob Larsen, Søren Selvejer, Thomas Pedersen, Tejs Rytter og Lars Nielsen.
Holdopstilling:
På mål Lars Nielsen. Bageste kæde bestod af Bjørn Sørensen, Søren Larsen, Thomas Pedersen og Mads Pedersen. Midtbanen Rene Jørgensen, Morten Andersen, Michael Esbjerg og Søren Selvejer, mens Rasmus Simonsen og og Lars Elsberg var i front. På bænken: Jakob Larsen og Claus Vinther, mens Kenneth Nielsen er på skadeslisten.
Højdepunkter:
- min. Gug kommer foran 1 – 0 efter en fejlpasning på Biersteds midtbane.
- min. Søren Selvejer bliver voldsomt nedlagt ude på højrekanten ca. 8 meter inde på Gugs banehalvdel. Dommerens fløjte forbliver tavs.
- min. Lars Nielsen har en god redning af et farligt Gug angreb.
- min. Søren Selvejer har godt langskud, der lige går forbi den ene opstander.
- min. Dommeren tilkender Gug et straffespark på en lidt tvivlsom hands.
- min. Lars Nielsen klarer straffesparket i flot stil.
11. min. Rasmus Simonsen misser en meget stor målchance og Michael Esbjerg sender uden
held et godt langskud af sted.
13. min Gug kommer foran 2 – 0 efter at Biersted bliver overspillet. Kampen er præget af stor
frustration og temperament hos begge holds spillere på grund af dommerkendelserne.
Det er Gug der er spilstyrende og Biersted kæmper for at hænge på.
22. min. Gug har et hovedstød lige over mål.
28. min. Thomas Pedersen lader sig rive med af frustrationen og får en advarsel for brok.
34. min Gug har igen en kæmpechance for at score yderligere.
36. min. 2 – 1. Bjørn Sørensen spiller Søren Selvejer, som scorer på langskud.
Pausestillingen var 2 –1.
47. min. Søren Selvejer har et godt hovedstød
49. min. Gug et farligt hovedstød
57. min 3 – 1 til Gug efter at Biersted mister bolden omkring banens midte.
60. min. 4 – 1 til Gug. Gugs 2 hurtige mål på blot 3. minutter medfører at Biersted vælger at
skifte 2 spillere. Lars Elsberg og Rene Jørgensen går ud og bliver erstattet af Jakob
Larsen og Claus Vinther og samtidig har Biersteds anfører Søren Larsen hevet sig et
gult kort.
64. min. Michael Esbjerg får gult kort.
66. min. En Gug spiller får gult kort.
74. min. Lars Elsberg kommer på banen
76. min. 4 – 2 . Morten Andersen bliver i Gugs målfelt hevet i armen og Biersted tilkendes et
straffespark. Lars Elsberg scorer sikkert.
80. min. Lars Nielsens forsvarsmæssige kvaliteter kommer virkelig til sin ret, idet han sikkert
afværger et farligt Gug angreb uden for målfeltet.
81. min. 4 – 3. Lars Elsberg sender en behersket løftet bold ind i målfeltet, hvor Morten
Andersen usvigeligt sikkert header bolden i nettet.
89. min. 4 – 4. Søren Selvejer scorer på langskud.
89. min. Morten Andersen går ud med krampe i begge ben og Rene Jørgensen kommer på
banen igen. I slutfasen forsøger begge hold at sætte alt ind på en afgørelse og det giver
nogle farlige forsøg i begge målfelter.
90. min. 4 – 4. Kampen fløjtes af.
4 – 4 er et resultat som Biersted kan være godt tilfreds med set hen over hele kampen, hvor holdet ind imellem var under hårdt pres, men samtidigt viste spillerne, at en kamp ikke er slut før dommerens fløjte har lydt.
Onsdag 24. august kl. 19.00 spiller holdet hjemme mod Nørresundby.
|